Kunstnerens historie

Mit navn er Maria, og dette er min historie i korte træk 

 

Jeg blev født i Stouby i nærheden af Vejle i 1989. Ud af en søskendeflok på fire, var jeg den yngste. Rosinen i pølseenden, som de andre kaldte mig. I løbet af min barndom havde vi flyttet flere gange, men der var noget, jeg altid tog med mig. Min kreativitet. Jeg har tegnet siden jeg lærte at holde omkring en blyant. 

IMG_6383.jpeg

Kreativiteten starter for alvor

 

Da vi flyttede til en lille by kaldet Sparkær, beliggende vest for Viborg, gav min far mig en kasse fuld af papir. Jeg vil tro, det var i starten af 00'erne eller måske lidt før. Papiret var utrykte lykønskningskort, og jeg tror kun min far tænkte, at det papir kunne være godt at tegne på. Jeg fik hurtigt andre ideer. 

 

Ud af papiret byggede jeg en ugle, der kunne bevæge vingerne, og som man kunne åbne munden på, og opbevare ting i. Jeg byggede et tivoli til nogle små legetøjsmus til katte, som jeg havde en bunke af. En rutjsebane med en vogn, der kunne køre på skinnerne, og en karrusel, som jeg kunne dreje rundt. Jeg lavede en hestevogn af papir, med hjul der kunne køre rundt, der passede til en af mine legetøjsheste. Jeg lavede hjemmelavede brætspil, en micromashines by der kunne foldes til en lastbil og mange andre ting. 

 

Jeg begyndte også at laver malerier med olie eller akryl, sy mine bamser selv og skrive historier og tegneserier. Mine stile blev altid læst op for klassen. Jeg holdt af at lave noget, at skabe en historie, at slippe fantasien løs. Tage noget, der intet var, og gøre det til noget sjovt, flot og brugbart.

Klipper i papir.jpg

Barndomsdrømme

 

Gennem min barndom og op i ungdomsårene, har jeg altid tænkt på mine kretive evner som en hobby, der ikke kunne bruges til noget særligt. Jeg drømte i hemmelighed om at blive kunstner og forfatter, og gøre det jeg er virkelig god til, men jeg sagde det aldrig højt. Hvad jeg skulle bruge mit liv på, havde intet at gøre med at tegne, male eller skrive. Jeg havde altid fået at vide, at tegninger kan man jo ikke leve af og at blive forfatter var meget svært. Det lå klart fra starten, at skriverierne og det kreative kun var for sjov, og jeg måtte finde noget “seriøst” arbejde, når jeg blev voksen. 

 

Jeg holdt meget af dyr, så jeg overvejede at blive dyrlæge, veterinærsygeplejerske eller dyrepasser. Senere overvejede jeg noget a la psykolog eller terapeut. Dog har vejen dertil altid virket helt umulig for mig, selv da jeg stadig var barn. Allerede da jeg var 10-12 år blev jeg mere træt, og havde svært ved at komme op om morgenen. Jeg forstod aldrig hvorfor, før jeg som voksen fik den korrekte diagnose. 

Drømme.jpg

Vågne mareridt

 

I 2005 mødte jeg min mand, Jesper, for første gang på sommercamp i Mariager. Vi blev hurtigt venner, og snakkede godt sammen.

 

Derefter begyndte jeg på Frydensberg efterskole, der også er beliggende i Mariager. Ikke længe efter jeg startede på skolen, skete der underlige ting om natten. Jeg vågnede op, men selvom jeg var vågen, drømte jeg stadig, og jeg kunne ikke bevæge kroppen. Jeg begyndte at frygte nætterne. Sommetider kunne jeg mærke det så snart jeg lagde mig i sengen om aftenen, så jeg sprang op igen og gik rundt i cirkler inden jeg lagde mig igen. Det kunne ske flere gange i ugen. 

 

Jeg nævnte aldrig dette for nogen, men da jeg også gik og faldt om lige pludselig, blev jeg sendt på sygehuset til undersøgelser. Man fandt aldrig rigtigt noget, og jeg fortalte aldrig nogen om de skræmmende, natlige begivenheder. 

Den glemte drøm

 

Tiden gik. Efter en fejlbehandling og flere undersøgelser gav jeg op på at finde en diagnose. Jeg blev gift med Jesper og jeg fortsatte en HF på VUC, jeg tidligere havde opgivet. Jeg havde solgt en tegning nu og da, men det var stadig ikke det, jeg skulle, troede jeg. Det skulle være “noget seriøt”. Et “rigtigt” arbejde. At det at være kreativ ikke blev anset for “noget seriøst” eller “rigtigt” af dem, der havde givet mig disse råd, gjorde ondt helt ind i hjertet, men jeg var for bange for at fejle, for bange for at de skulle have ret, til at følge en kreativ drøm. 

 

Jeg vidste også, at jeg ikke kunne blive psykolog. Når HF var så svær, så var psykologuddannelsen umulig for mig. Efterhånden var målet blot at gennemføre den HF uden at ane, hvad jeg så skulle bruge mit liv på. Blot for at vise, at jeg kunne.

 

Hvis jeg kunne. 

Narkolepsi er kort fortalt en søvnforstyrrelse, der gør, at hjernen ikke kan finde ud af at regulere søvn optimalt. Man bliver træt og falder i søvn når man ikke skal, sover til gengæld dårligt om natten, og kan få søvnparalyser, som dem jeg oplevede. Man vågner, men kan ikke bevæge sig og kan risikere stadig at drømme meget livagtigt imens. Type 1 betyder at det er med katapleksi, som gør at musklerne pludselig mister styrke.

Endelig fik jeg svar

 

Efter at have flyttet, havde jeg fået ny læge, og forsøgte at blive udredt for mine underlige anfald. Efter en del dansen frem og tilbage mellem Thisted, Viborg og Ålborg, hvor jeg på forbifarten fik diagnosen migræne, endte jeg på epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. I 2015, efter jeg blev 28 år, fandt jeg endelig ud af, at jeg led af narkolepsi type 1, og havde gjort det siden jeg var barn.

Jeg fandt min vej

 

Med et års barsel, efter vores tredje barn, til at sunde mig, og tanken om at jeg ikke ville lægge husholdningens økonomi på min mands skuldre alene, ville jeg prøve HF en sidste gang. Det ville være med tanke på samtidig at finde noget holdbart og stabilt, som jeg kunne gøre bagefter, der kunne hjælpe vores økonomi uden at knække mig. 

 

Med vores fjerde og sidste barn i maven, startede jeg i 2018 på HF igen. En dag sad jeg og tegnede i kantinen på skolen. En mand spurgte mig, om jeg ikke skulle være tegner, fordi jeg var så dygtig. Lige der gik det op for mig. Det var det, jeg skulle. Jeg havde for nyligt solgt en enkelt tegning, og nu vidste jeg det bare. Jeg svarede ham, at det var jeg allerede. Hvorfor skulle Gud have givet mig kreative evner, og lagt trangen til at tegne, male og bygge i papir og andre materialer på mit hjerte, for at jeg ikke skulle bruge det? Selvfølgelig var det det.

 

Og jeg ville også skrive en bog! 

Skriver.jpg
Pakker kort.JPG

En “kort” begyndelse

 

Det hele startede med en idé om at sægle lykønskningskort til butikker. Chokoladekurven i Thisted ville gerne have kort med lokale motiver fra Thy, og så gav jeg mig i kast med at tegne. Fjerde barn kom, jeg udgav en bog, var i gang med at færdiggøre de sidste to fag til en HF og vi solgte kort til flere forskellige butikker i Thy, og lavede også plakater. Det hele lysnede for mig, og jeg følte at jeg var ved at have fundet min plads. 

Det forbudte barn af Maria H. Larsen.png

Min første bog, Det forbudte barn. 

Det hele ramlede i 2020

 

Men netop som vi skulle til at i gang for alvor, og lige havde fyldt lageret op med varer, vi ville have med på markeder i løbet af sommeren, og sælge til butikker, lukkede alt ned på grund af corona. Vi brændte inde med alle de varer, vi havde købt, der kom ingen turister, der var ingen åbne butikker, eller butikkerne turde ikke købe noget på grund af en usikker fremtid, eller havde ikke længere økonomi til det. 

 

Jeg blev endelig helt færdig med HF'en, men jeg arbejdede hårdere og hårdere på at lave ting og på at sælge dem, blev mere træt, bekymret, stresset og kunne ikke mere. Jeg var færdig. Hver gang korthuset blev bygget op, syntes en ny storm at vælte det sammen. Jeg endte med at starte på medicin mod min træthed, der hjalp en del, og overraskende nok uden bivirkninger. 

 

For at holde økonomien kørende, var Jesper nødt til at få et arbejde, der var meget krævende og tyngede os allesammen som familie, vores firma fyldte mindst en tredjedel af stuen og vi havde næsten aldrig tid eller mulighed for at besøge venner og familie. Jeg følte det som konstant at være under vand og forsøge at komme op til overfladen, men jeg nåede kun at få en lille mundfuld luft, før jeg blev presset ned under vandet og desperat svømmede videre mod et nyt sted, jeg kunne få luft igen. 

Under vand.jpg
Butikken forside uredigeret.jpeg

Der er håb

 

Det kunne ikke blive ved, så i efteråret 2021 sagde Jesper sit arbejde op, og vi kastede os ud i at åbne en butik, for at få vores stue, vores hjem, tilbage, og så vi kunne have et ordentligt kontor, udstille min kunst og komme tættere på kunderne. Efter jeg startede på medicin året før, var det muligt for mig stille og roligt at arbejde i butikken flere dage i ugen. Mit liv virkede nærmest helt normalt for første gang. 

 

Denne butik er mit håb. Den er ikke blot en eller anden finurlig idé jeg lige fik en dag. Den er en nødvendighed. Jeg har endelig fundet den rette hylde. Jeg har fundet noget, som jeg kan trives med uden at knække sammen. Noget som jeg er god til, og som jeg ikke behøver en lang og for mig umulig uddannelse, for at opnå. Jeg har ikke alle mulighederne på hånden ligesom alle andre. Men hvis Thisted vil tage godt imod mig, og det som jeg har at tilbyde, så er den her mulighed nok for mig.